Tankemylder

juni 13, 2014 at 16:39

Tankemylder

Min hjerne er blevet overtaget af tankemylder. Jeg ved ikke helt om jeg skal grine eller græde halvdelen af tiden. Jeg kan ikke slippe følelsen af, at alt er forandret, mens alt jo egentlig er helt som det plejer. Der er sket noget, som jeg endnu ikke er klar til at dele her. Det vedkommer nemlig ikke kun mig selv, og jeg vil ikke have, at nogen bliver kede af det. Og selvom jeg forsøger at skubbe det lidt i baggrunden og ikke tænke på det, fylder det alt. Det er det første jeg tænker på, når jeg slår øjnene op og det sidste, når jeg ligger i min seng. Det er skyld i pludselige piblende tårer og en mærkelig fornemmelse i maven. Alt er præcis, som før, og alligevel ikke. Jeg har det som om jeg er del af en virkelig elendig amerikansk serie. Hvis jeg kunne slette sporerne fra min hukommelse ville jeg, selvom hvad nytter det? Bare fordi et træ falder i skoven, betyder det jo ikke, at det ikke sagde en lyd. Eller gør det? For alles skyld tager jeg det pænt, eller også er det bare fordi min krop er handlingslammet. Jeg har ikke kræfter til at råbe og skrige.

 

Denne weekend er derfor dedikeret til fuldstændig afslapning. Drengen og jeg er taget i sommerhus, hvor agendaen ikke lyder på andet end gode store bøffer på grillen, bearnaise, gåtur hånd i hånd, solskin på næsen, kys og hygge. Jeg satser på, at den er opskriften på at få lidt ro i min trætte hjerne.

 

English: My brain has been occupied with racing thoughts. I don’t know if I should laugh or cry half of the time. I can’t shake the feeling of everything’s now different, while everything is exactly as always. Something has happened, which I’m not ready to share here. It doesn’t just concern my and I don’t want to make anyone upset. And even though I try to push it out of my mind and not think about it, it has taken over everything. It’s the first thing I think about as I open my eyes and the last thing on my mind, when I’m lying in my bed. It’s the cause of suddenly trickling tears and a strange pit in my stomach. Everything is exactly as it was before, and somehow not. I feel like I’m part of a really terrible American TV-show. If I could only erase it from my memory I would, although what good does that do? Just because a tree falls in the woods it doesn’t mean it doesn’t make a sound. Or does it? For everyone’s sake I’m dealing with it nicely, or maybe it’s because my body is numb. I don’t have the strength to yell and scream. 

 

That’s why this weekend is dedicated to complete relaxation. The boy and I have loaned the vacation house, where the agenda doesn’t read much more than massive good steaks on the barbecue, bearnaise, walking hand in hand, sunshine on the nose, kisses and relaxation. I hope that is the recipe for some quiet time for my tried brain.