Wifi Addiction

april 30, 2014 at 09:49

Wifi

Drengen sendte mig fornyligt denne opdaterede version af Maslows behovspyramide med ordene: ‘Det er jo dig!’. Sørgeligt, men nok sandt. Jeg tror, at jeg er afhængig af wifi. Jeg tjekker konstant min telefon, ikke for opkald eller sms’er, faktisk er jeg virkelig dårlig til at svare min telefon, da den altid er på lydløs. Til gengæld tjekker jeg hele tiden Instagram, Facebook og mine højtelskede Bloglovin’ app. På en togtur på ca. 30 min. fra København til mine forældre i Nordsjælland tjekker jeg nemt min telefon 10-15 gange. Jeg gør det i metroen, inden et møde på arbejdet, mens jeg venter på en veninde foran en restaurant, i sofaen, mens jeg ser TV. Jeg tjekker den som det allersidste, inden jeg lægger mig til at sove og som det første, når jeg vågner. Konstant. Det er ikke helt godt.

 

Så det var naturligvis noget af en prøvelse for mig at være i New York i små 12 dage uden konstant (eller stabil) adgang til wifi. Vi havde wifi i lejligheden, men kun i nogle af værelserne, og selvfølgelig ikke der hvor vi sov. Mega krise. Jeg opdagede hurtigt, at der var mange wifis rundt omkring i byen, men mange var lukkede eller krævede, at man opgav sin mailadresse eller igennem et besværligt loginsystem. Dog er Starbucks altid en sikker vinder, hvis du først har skrevet dig op, kan du hurtigt komme på og få lidt tiltrængt wifi-tid. For et var selvfølgelig min trang til at holde mig opdateret på diverse sociale medier, noget andet var, at når jeg lige ville tjekke, hvor restauranten nu lå eller se, hvad tid en butik lukkede. I de øjeblikke kunne jeg aldrig få forbindelse til nettet, og det var nok det der var mest frustrerende for mig. De små ting jeg bruger min telefon til i løbet af dagen herhjemme, som tjekke Krak om den hurtigste vej eller lave en rejseplan, det kræver ligesom internetforbindelse. Det havde jeg lige pludselig ikke. Og det var der jeg indså, hvor dybt afhængig jeg er af wifi.

 

Jeg ved godt, at jeg nok ikke er den eneste der har det sådan, men jeg blev alligevel en smule skræmt over, hvor afhængig jeg er at kunne komme på nettet i tide og utide. For ja, det er da virkelig smart opfindelse, men jeg tror også det er ved at tage lidt overhånd. I hvert fald for mig selv. Jeg må på afvænning. Gad gide om der findes støttegrupper for folk, der er afhængige af wifi? ‘Hej, jeg hedder Kathrine og jeg er afhængig af wifi’.

 

Gode råd til nedtrapning af wifi-afhængighed modtages med kyshånd!

 

English: The boy recently sent me this updated version of Maslow’s hierarchy of needs with the caption, ‘It’s you!’. Sad, but probably true. I think I might be addicted to wifi. I constantly check my phone, not for calls or texts, actually I’m really bad at answering my phone, since it’s always on silent mode. But I check Instagram, Facebook and my beloved Bloglovin’ app all the time. On a 30 minute train ride from Copenhagen to my parents house I easily check my phone 10-15 times. I do it in the metro, before a meeting at work, while I wait for a girlfriend at a restaurant, on the couch while I watch TV. I check it as the last thing before I go to sleep and first thing when I wake up. Constantly. It’s not good. 

 

So naturally it was somewhat of a test for me to be in New York for about 12 days without constant (or stabile) access to wifi. We had wifi in the apartment, but only in some of the rooms, and obviously not in the one where we slept. Mega crisis. I quickly discovered that there are lots of wifi connections around the city, but many are either closed or required that you gave them your email address or go through a long and complicated login system. However, Starbucks is always a sure winner, if you first have signed up once, then you get on quickly and get some much-needed wifi-time. Because one thing is of course my hankering to keep me updated on various social media, another thing is, when I just wanted to check where the restaurant was or what time a stores closes. In those moments I could never get wifi, and that was probably the most frustrating for me. All the little things I use my phone to check throughout the day, like the fastest route or checking the train schedule, it requires an internet connection. Suddenly I never had one. And then I realized just how addicted I’m to wifi. 

 

I know I’m not the only one how feels like this, but I was a quite taken back with just how addicted I’m to getting online at all odd hours. Because yes, it’s obviously really clever invention, but I think it’s getting out of hand. I need to go to rehab. I wonder if there are support groups for people suffering from wifi addiction? ‘Hi, I’m Kathrine and I’m a wifi addict.’ 

 

Good advice for scaling down a wifi addiction will be greatly appreciated!