Postcard from New York

april 23, 2014 at 17:55

New York skyline

DSC07958

New York

New York

Freedom Tower

Pizza

Chelsea Market

Mulberry Easter egg

DSC08944

Street art

American diner

The Statue of Liberty

Coffee

Greenwich Village

Star-spangled banner

Spring is here

Shoegasm

New York

Fruit

Columbus Circle

Ice cream truck

Columbus Circle

New York skyline

Columbus Circle

Shake Shack

Det er efterhånden to døgn siden jeg landede i København efter 10 fantastiske dage i New York, en tur der både startede og endte lidt skidt, men som derimellem var virkelig skøn. I har allerede fået historien om den dårlige slutning, bedre kendt som Bioderma-ulykken, nu får I historien om feriens lidt skæve start.

 

Drengen havde fået en slem forkølelse en lille uge op til vores afrejse, og mens han nåede at blive helt frisk igen, arvede jeg selvfølgelig forkølelsen. Dagene op til vores afrejsedag blev mit hoved gradvis tungere og tungere, min krop syntes træt og komplet ugidelig, og jeg kunne bare mærke, hvordan min krop langsomt var ved at overgive sig til et par dage under dynen. Det var havde jeg slet ikke tid, og jeg var jo ikke rigtig syg (endnu), så jeg tog selvfølgelig på arbejde både mandag og tirsdag. Tirsdag aften havde jeg det rigtig skidt, der var vist igen vej tilbage, jeg var blevet syg.

 

Onsdag morgen vågner jeg med sommerfugle i maven, men med en syg krop, så jeg bruger alt min energi på at gentage for mig selv: “Du er ikke syg, du er ikke syg”. Jeg trækker min kuffert ned til metroen, hvilket føles som om jeg er med i et maraton. Som jeg står der i den metroen, der bumler afsted sammen med resten af København, der er på vej på arbejde, får jeg pludselig virkelig varmt. Jeg ærger mig over, at der ikke er nogen ledige pladser, så jeg lige kan sidde lidt. Jeg lænder mig op ad døren og trækker vejret dybt. “Jeg har det altså ikke særlig godt” siger jeg til drengen, “jeg tror, at jeg skal kaste op”. “Kig mig i øjene” siger han. Jeg kigger på ham og så er det som om jeg sover, jeg drømmer, jeg snakker med min kusine A, jeg er i New York, alt er tåget, men alligevel helt tydeligt. Jeg mærker en underlig banken i mit baghoved. Dunk, dunk, dunk. Jeg slår øjnene op, og opdager, at jeg ligger på gulvet i metroen. Mit hoved banker ind i metrodørene. Det første jeg ser er en fremmed mand, og derefter drengen, som prøver at få mig op på benene igen. Jeg er helt rundt på gulvet – bogstavlig talt og mentalt. Besvimmede jeg lige? Hvordan det lykkedes drengen at få både mig, begge vores kufferter og tasker ud på den næste metrostations perron forstår jeg stadig ikke helt. Men pludselig sidder jeg der på det kolde stengulv og sunder mig.

 

I det øjeblik er jeg på vej hjem igen, jeg skal sitme ikke op og flyve, men langsomt får jeg det bedre. Vi tager en metro ud i Kastrup og tjekker vores bagage ind. Jeg er stadig noget utryg ved situationen, men lidt gaveindkøb i slikafdelingen og en (latterlig dyr) Starbucks kaffe, og så føler jeg mig nogenlunde igen. Vi indkøber kleenex og næsespray, så der kommer lidt ilt til hjernen og så afsted mod New York.

 

De første par dage kæmper jeg stadig med en slem forkølelse, (som af en eller anden grund altid synes at gå udover mit tandkød eller tænder, så det føles som om de klør helt sindsygt meget), men heldigvis fungerer en gåtur i New York som den perfekte distrahering fra, hvor skidt jeg har det, når nu at ligge i sengen bestemt ikke er en mulighed.

 

English: It’s already been two days since I landed in Copenhagen after 10 amazing days in New York, a trip that didn’t start and end quite as planned, but the middle part was really great. You’ve already gotten the story of the bad ending, better known as the Bioderma malfunction, now you’ll get the story about how our vacation got off to a bit of a bad start. 

 

The boy had gotten a bad cold a little week before our departure, and while he managed to get well again, he of course passed on the cold to me. The days leading up to the day of our departure my head became heavier and heavier, my body seemed tired and completely indolent, and I could just feel how my body was slowly preparing itself for a few days under the covers. But I didn’t have the time for that, and I wasn’t quite sick (yet), so I went to work both Monday and Tuesday. Tuesday might I felt pretty lousy, there was no way back, I was sick. 

 

Wednesday morning I wake up with butterflies in my stomach, but also a sick body, so I spend all the energy I can muster repeating to myself, “You’re not sick, you’re not sick.” I drag my suitcase down to the metro, which feels like I’m participating in a marathon. As I’m standing in the metro, rumbling along together with the rest of Copenhagen headed to work, I suddenly feel really hot. I’m annoyed that there aren’t any free seats, so I can sit for a moment. I lean against the metro doors and take a deep breath. “I’m not feeling very well” I say to the boy, “I think I have to throw up”. “Look into my eyes,” he says. I look at him and it feels like I’m sleeping, dreaming, I’m talking to my cousin A, I’m in New York, everything is foggy, but still so real. I feel a strange knocking sensation in the back of my head. I open my eyes and realize that I’m on the metro floor. My head is knocking against the doors. The first thing I see is a strange man, and then the boy, who are trying to get my back on my feet. I’m completely disorientated. Did I just pass out? How the boy managed to get both me, both our suitcases and bags out on the next metro station I still don’t quite get. But the next thing I know, I’m sitting on the cold stone floor and taking some deep breaths. 

 

In that moment I’m headed home, I’m not going on a plane, but slowly I start to feel better. We take a metro out to the airport and check-in our luggage. I’m still pretty uneasy about the whole situation, but after a little gift shopping in the candy section and a (ridiculously expensive) Starbucks coffee, I’m feeling more like myself. We buy tissues and a nasal spray, so I can get some oxygen to my brain – and then we’re headed to New York. 

 

The first few days I’m still battling a bad cold, (which for some reason always seems to affect my gums or teeth, so it feels like they’re itching really really badly), but luckily walking around New York is the perfect distracting from feeling crappy, when lying in bed just isn’t an option.