Goodbye

marts 2, 2014 at 14:13

DSC03552

Søndag. Stilhed. Skyet. I skrivende stund sidder på jeg slottet med Ludwig liggende ved mine fødder, mens jeg forsøger at finde frem til, hvad det var jeg ville skrive. Det har været en hektisk uge og jeg har hele tiden bare set frem til weekenden, men nu hvor den er her, er det som om jeg ikke helt kan værdsætte den. Fredag var min sidste dag på arbejdet. Første halvdel af dagen gik fint. Jeg havde masser at lave, så jeg havde slet ikke tid til at sidde og dvæle over, at det faktisk var min sidste dag ved mit skrivebord, med de kolleger, med den kantine, med den udsigt, i det kontor. Der skulle være fest om aftenen, en fest jeg forlængst havde meldt fra til, da jeg slet ikke kunne overskue småfulde kolleger skulle komme hen og fortælle, hvor kede af de var over, at jeg skulle stoppe eller i det hele taget blive konfronteret på situationen. Alligevel løb tiden fra mig og jeg fik en enkelt øl sammen med pigerne og jeg hyggede mig og for en kort stund glemte jeg hvad aftenen unægteligt ville indebære; Afsked. Jeg er ikke god til afsked. Som i rigtig dårlig til det.

 

Pludselig gik det op for mig, at jeg var med til netop den fest jeg vidste jeg ikke kunne overskue. En af partnerne kom forbi og var sådan: “Nåh, så det er din sidste dag i dag ikke? Ej, det bliver spændende på mandag”. Sød og velmenende. Jeg kender ham slet ikke så godt, og alligevel kunne jeg mærke, at nu synes jeg ikke det var sjovt. Jeg ville hjem og der var ingen chance for, at jeg skulle stå og sige farvel til små 50 mennesker og farvelkram og gode ønsker og hele baduljen. Jeg kunne slet ikke magte det. Det ville kun ende i tårer. Så jeg tog mine ting og gik ned mod den modsatte ende af bygningen, langt fra festen. Der rendte jeg selvfølgelig ind i en af mine søde kvindelige kolleger, som naturligvis lurede, hvad jeg var ude på og som så ville give mig et farvelkram. Da hun gjorde det, strømmede tårerne bare. Jeg ville ikke græde. Der var bare ikke noget at gøre, de ville ud. Med lidt papir på lommen og søde ord sneg jeg mig ned af bagtrappen. Uden at have sagt rigtig farvel til nogen, men velvidende om, at dem jeg vil savne mest i min dagligdag skal jeg nok komme til at se igen. Mine søde piger.

 

Jeg følte mig som en stor lort bagefter. Lørdag formiddag står jeg på Nørreport dybt begravet i mine egne tanker, da en mand pludselig står helt oppe i hovedet på mig og siger højt hej. Forvirret og fortrækket indser jeg, at det er en af mine yndlingskolleger med sin lille datter på armen. Jeg havde netop sendt ham en mail som en af de sidste ting, inden jeg afleverede min grimme Dell computer tilbage til IT. Han er på barsel med sine to små tvillinger, så han havde ikke været på kontoret i mine sidste uger. Skæbnen ville det, at vi skulle med samme tog op nord på. Han skulle af før mig, vi sagde farvel og det var som noget af min dårlig samvittighed over mit Houdini stunt aftenen forinden aftog en smule. Måske en dag bliver jeg bedre til at sige farvel uden at blive overvældet af følelsen af, at det er verdens undergang…?

 

English: Sunday. Stillness. Somber. At the time of writing I’m at the castle with Ludwig by my feet, while I’m trying to figure out what it was I wanted to write. It’s been a hectic week and all along I’ve been looking forward to the weekend, but now that’s here it’s like I can’t fully appreciate it. Friday was my last day at work. First half of the day was fine. I had plenty to do, so there wasn’t time to sit and dwell on the fact that it was my last day by my desk, with those colleagues, with that cafeteria, that view, in that office. There was a party scheduled for that night, a party I long along said I wouldn’t attend, since I couldn’t deal with tipsy colleagues coming up and telling me how sorry they were that I was leaving or just being confronted with the situation. Still time ran and I got a beer with the girls and we had fun and for a brief moment I forgot what the night undeniably would have in store; Goodbye. I’m not good at goodbyes. As in really bad at it. 

 

Suddenly I realized that I was at the exact party I knew I couldn’t deal with. One of the partners came by and was like, ‘So this is your last day? Oh, it’ll be so exciting Monday.’ Sweet and well-meaning. I don’t know him that well, and still I could feel now I didn’t think it was fun any longer. I just wanted to go home and there was no chance that I would stand there and say goodbye to about 50 people and goodbye-hugs and good wishes and the whole thing. I just could’t handle it. It would only end in tears. So I grabbed my stuff and walked towards the exits in the opposite end of the building, far away from the party. In the hallway I of course ran into one of my sweet female colleagues, who obviously figured out what I was up to and wanted to give me a hug goodbye. When she put her arms around me tears started running down my face. I didn’t want to cry. There just weren’t anything I could do about it, they wanted out. With some tissues in my pocket and sweet words I snug down the stairs. Without having said goodbye to anyone really, but knowing that the ones I’ll miss the most in my everyday life I’ll see again. My sweet girls. 

 

I felt like a gigantic ass afterwards. Saturday morning I stood at the train station in my own thoughts, when a man all of a sudden is standing right in front of me and loudly says hi. Confused and startled I realized that it’s one of my favorite colleagues with his little daughter on his arm. I’d sent him an email as one of the last things before I handed IT my ugly Dell computer back. He’s on paternity leave with his two little twins, so he hadn’t been around the office during my last weeks. Faith had it that we were going on the same train up north. He was getting off before me, we said goodbye and afterwards it was like some of my bad conscience over my Houdini stunt the night before subsided a bit. Maybe one day I’ll learn how to say goodbye without feeling like it’s the end of the world…?