Pitabrød med et twist

juni 19, 2013 at 15:21

Jeg er en stor fan af mad der er nem at lave og har masser af grønsager – og pitabrød er én af de retter. Dog er det ikke altid jeg gider den traditionelle (i hvert fald herhjemme) med oksekød og lige de grønsager køleskabet måtte indeholde. Så sidste gang lavede jeg en lidt spicy variant med indisk inspireret kylling og to forskellige salater. For netop det med salaten kan hurtigt gå hen og blive den samme kedelige affære, derfor elsker jeg at lave salater med andre grønsager end bare lidt iceberg, tomater og agurk. Derudover synes jeg også, det er vigtigt, at salaten har noget struktur, så alt ikke føles ens inde i munden, for eksempel er sukkerærter et hit i min bog. Man kan naturligvis undlade nogle af grønsagerne og erstatte dem med andre, men her er mine bud på en lækker sprød salat og en dejlig cremet avokado-salsa, som fungerer rigtig godt i et pitabrød.

 

Pitabrød med et twist:

6 personer

 

6 fuldkornspitabrød

600 g kyllingfilet

1 spsk olie

2-3 tsk karrypulver

1 tsk graham masala

Lidt chilipulver

Salt og peber

 

Salat

1/2 squash

5 cherrytomater

1 lille porre

1 rød peber

30 g babyleaves

100 g sukkerærter

Avokado-salsa

2 modne avokadoer

7 cherrytomater

1/2 rød peber

1/2 rødløg

Salt og peber

Dressing

240 g fraiche (Cheasy 5%)

1 kinesisk hvidløg

3 tsk karrypulver

Lidt chili

Salt og peber

 

  • Skær kyllingen i mundrette stykker og steg dem i lidt olie sammen med karrypulver, graham masala, lidt chilipulver, samt salt og peber. 
  • Mens kyllingen steger, forbereder du salaten og advokado-salsaen.
  • Skyld dine babyleaves grundigt.
  • Skær squashen, den røde peber, cherrytomaterne, sukkerærter og porren i mindre stykker, og bland salaten godt.
  • Skær avokadoen, cherrytomaterne, den røde peber og rødløget i små tern i nogenlunde samme størrelse. Drys med salt og peber. Vend forsigtigt.
  • Bland dressingen af fraiche, et presset kinesisk hvidløg og karry- og chilipulver, samt salt og peber. Smag til.
  • Varm pitabrødene i ovnen eller på en brødrister og fyld dem med kylling, salat, avokado-salsa og lidt dressing.