Svenske fastelavnsboller // Semlor

February 11, 2013 at 22:05

Svenske fastelavnsboller

Ingredienser til fyldet

Et mindre uheld

Svenske fastelavnsboller med et twist

Svenske fastelavnsboller - semlor

Svenske fastelavnsboller med et hindbærtwist

I anledning af fastelavn måtte jeg prøve at bage fastelavnsboller, men i stedet for at bage den traditionelle danske fastelavnsbolle bestående af en vandbakkelse med vaniljecreme, besluttede jeg at bage den svenske version semlor. Jeg lavede halvdelen efter den traditionelle opskrift og den anden med et lille hindbærtwist, hvor flødeskummet blev blandet op med hindbær og pyntet med lyserød glasur i stedet for drysset med flormelis.

 

Det sjove er, at jeg egentlig ikke er så meget til hverken creme eller flødeskum, men jeg har været besat af at bage fastelavnsboller i over en måned, og i dag måtte det være. Fastelavnsbollerne blev vel modtaget i det huset i det svenske, men næste år tror jeg alligevel, at det er de danskes tur :)

 

Som du kan se på billedet nr. 3, havde den mindste et lille uheld, da jeg bad ham om at piske fyldet sammen til fastelavnsbollerne :)

 

Svenske fastelavnsboller – Semlor:

25 g gær

2,5 dl mælk

80 g smør

2 tsk sukker

3 tsk vaniljesukker

1 tsk kardemomme

550 g hvedemel

Et æg til pensling

 

Fyld:

150 g marcipan

½-1 dl mælk

4 dl piskefløde

Flormelis

Evt. 100 g opkogte hindbær og rød frugtfarve

 

  • Smelt smørret og tilsæt mælken.
  • Når blandingen er lunken, røres gæren ud, og de øvrige ingredienser tilsættes. Ælt dejen godt, og lad den hæve under et klæde et lunt sted i ca. en time, og gerne længere.
  • Når dejen er hævet, deles den i otte boller. Vær omhyggelig med at forme dem, så de bliver flotte og kuglerunde.
  • Lad bollerne efterhæve på bagepladen i en halv time.
  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Pensel bollerne med sammenpisket æg.
  • Bag bollerne i ca. 12-15 minutter, indtil de er gyldne.
  • Når bollerne er afkølede, kan du lave fyldet.
  • Skær et trekantet låg i toppen af bollerne. Brug en teske eller fingrene til at fjerne en del af bollernes indmad.
  • Pisk bollernes indmad med mælk og marcipan med en elpisker. Blandingen skal være nogenlunde fast og ikke flydende.
  • Kom fyldet i en sprøjtepose eller en frysepose og klip et hul i hjørnet. Bollerne skal ikke fyldes helt, for der skal også være plads til flødeskummet.
  • Fyld gerne bollerne et par timer, inden de skal spises, men vent med flødeskummet til de skal serveres.
  • Pisk fløden og fyld halvdelen i en sprøjtepose. Sæt det trekantede låg på semlorne og drys med flormelis.

 

De utraditionelle lyserøde semlor:

  • Tag den anden halvdel af flødeskummet om bland det forsigtigt med opkogte, og efterfølgende fuldstændig afkølede, hindbær, samt 2 tsk vaniljesukker.
  • Pynt med lyserød glasur bestående af flormelis, lidt rød frugtfarve og en lille smule vand.

 

English: To celebrate the Danish holiday ‘Fastelavn’, I made the Swedish version of ‘fastelavnsboller’ called ‘semlor’, since we’re in Sweden :)