Tanker om 2012

January 17, 2013 at 18:01

2012

14 dage plus inde i 2012 og jeg har efterhånden læst rigtig mange blogindlæg om hvordan 2012 var det BEDSTE år i folks liv; nogle fik det ultimative drømmejob, andre blev gift, fik en baby, var på spændende rejser og jeg skal komme efter dig.

 

2012 var bestemt ikke det bedste år i mit liv, derimod var 2012 et af de mindre sjove. Forstå mig ret, jeg har haft utrolig mange hyggelige stunder med familie, venner og drengen, bagt fine cupcakes, drukket rødvin med gode veninder, set masser af dårlige serier, gået skønne gåture rundt i København, været på to dejlige storbyferier, afslapning i sommerhus, klappet søde hunde og alt muligt rigtig dejligt. Men 2012 var også året, hvor jeg blev færdig som cand.mag i retorik og blev mødt af verdens kedeligste og mest uinspirerende jobmarked. Og det er nok desværre det jeg husker 2012 bedst for.

 

Efter at have stresset over mit speciale i måneder, fået det (skide) 12-tal, som jeg bare skulle have, men ikke engang fik mulighed for at nyde, fordi det pludselig var blevet til den eneste acceptable karakter i mit hoved, og fordi allerede samme dag begyndte folk: ‘Nå, har du fået et arbejde?’. Det havde jeg ligesom ikke. Og det havde jeg heller ikke måneden efter – eller den næste eller den næste. Det var jeg stadig ikke.

 

Jeg har derimod lavet en masse andet. Jeg har taget en 8-uger praktik på et lille børneteater, hvor jeg fik lov at lege med markedsføring gennem sociale medier og en masse andet sjovt. Jeg har været på kursus i webudvikling, hvilket gav mig modet på at starte bloggen her. Den bedste beslutning i 2012. Bloggen har hjulpet mig med at få lidt perspektiv på min hverdag, som jo selvsagt indebærer jobsøgning, bekymringer om fremtidig pension opsparing og andre kedelige voksenting, som alle andre tjekkede mennesker har fuldstændig styr på. Gennem bloggen er jeg også blevet god til at fokusere på de ting, der gør mig glad og inspirerer mig. Jeg får eksperimenteret mere i køkkenet, jeg får taget en hulens masse billeder og lærer hele tiden nye tricks eller bliver inspireret af andre bloggere til at prøve nye vinkler eller effekter. Jeg får konstant nye input til både indretning, madlavning og mode. Min lille blog gør mig simpelthen glad helt ned i maven og jeg elsker at finde på og lave nye posts.

 

For tiden arbejder jeg på en kampagne Miljøstyrelsen har lanceret for at ændre danskerne optændingsvaner i deres brændeovne. Det er et rigtig spændende arbejde og jeg lærer en masse. Også om ting jeg aldrig troede, at jeg skulle vide noget om.

 

Men jobbet mangler stadig…og derfor var 2012 ikke mit år, men til gengæld forbliver jeg forventningsfuld for hvad 2013 vil bringe! Mit nytårsforsæt bør selvfølgelig være at få det fantastiske drømmejob (eller bare et fast fuldtidsjob med en god pensionsordning…) og naturligvis så jeg også helst, at 2013 ender med, at jeg får et job som kampagnerådgiver eller kommunikationskonsulent i et kreativt kommunikationsbureau i København, men jeg er ikke fan af nytårsforsæt. Det sætter oftest urealistiske høje mål for én selv, som man ender med at skrotte efter en måned eller bare give en endnu mere dårlig samvittighed, når man ikke opnår dem.

 

Så i stedet for at lave et nytårsforsæt, så vil jeg hellere fokusere på alle de ting jeg vil glæde mig til i 2013: Indretningsprojekter i lejligheden, bage en masse forskellige cupcakes og andre lækre ting, prøve nye opskrifter, se gode film, læse flere bøger, gå lange ture i solskinsvejr i København, besøge nye storbyer og forhåbentlig også en længere ferie et varmt og eksotisk sted, lave flere krea-projekter, besøge min familie uden for Sjælland, bade i havet, afprøve nye manicurer, skrive flere kort, drikke rødvin med søde veninder og selvfølgelig lave en masse forskellige posts her til bloggen.