Nemme grovboller

januar 26, 2013 at 19:36
Nemme grovboller
Nemme grovboller
Nemme grovboller
Nemme grovboller
I min verden findes der næsten ikke noget bedre end nybagte boller en søndag morgen. Jeg spiser normalt ikke meget brød, selvom jeg faktisk elsker brød. Så når jeg fra tid til anden får et lille bageflip, synes jeg, at det er fantastisk, ikke kun at nyde dem varme en søndag morgen, men lige så meget det at kunne riste sig en hjemmebagt bolle med lidt godt pålæg til morgenmad, snack eller hvornår lysten nu lige melder sig de følgende dage.

 

Og som med alle andre ting jeg bager, ender jeg altid med at bage alt alt alt for mange boller ad gangen, men det er det jo heldigt at sådan nogle sagtens kan fryses ned. Sidste uge gik jeg lidt amok og bagte de her virkelig nemme grovboller og en masse tomatboller med basilikum og oregano.

 

Nemme grovboller:
5 dl lunkent mælk
50 g gær
7 dl fuldkornsdurummel (eller en anden salgs fuldkornsmel)
1 dl hvedemel
2 dl speltflager
1 dl havregryn
2 spsk sirup, sukker eller honning
1 tsk salt
5 spsk olie

 

  • Start med at opløse gæren i fingerlunkent mælk.
  • Bland olie, sirup/sukker/honning og salt i en anden skål og rør den i mælkeblandingen.
  • Tilsæt mel, speltflager og havregryn lidt efter lidt og bland til dejen er fin og glat. Tildæk skålen og lad dejen hæve til dobbelt størrelse ved stuetemperatur i ca. 1 time. Gerne længere.
  • Når dejen er færdig med at hæve, rører du forsigtigt rundt i den. Med en ske former du ca. 12 rustikke boller, som placeres på en bradepande med bagepapir.
  • Lad bollerne efterhæve ca. 1 time mere.
  • Forvarm ovnen til 200 grader. Bag bollerne til de er gyldne – det tager ca. 15 til 20 minutter.