Morgenmadspizza

januar 4, 2013 at 15:28

Purløg, forårsløg og persille

Bacon

Morgenmadspizza

Morgenmadspizza

Morgenmadspizza

Jeg bagte denne morgenmadspizza til 1. januars tømmermændsmad. Og selvom jeg potentielt stadig var bare en smule fuld og meget træt, da jeg gik igang med bageprojektet, så gjorde resultatet begge beboere af lejligheden meget glade.

 

Den er virkelig simpel at lave. Man kunne gøre den endnu nemmere ved at købe færdiglavet dej og variationsmulighederne er mange. Hvis man ikke er så meget til bacon, kunne man prøve med champion og spinat eller måske pølse. Og så er den god også selvom man ikke har tømmermænd og hvis man laver dejen selv med fuldkornsmel, så er den også ret sund.

 

Morgenmadspizza:

Pizzabund:

2,5 dl lunken vand

15 g gær

1/2 dl hørfrø

1 dl. speltflager

1,5 spsk olie

5 dl blandet mel (f.eks. 2 dl fuldkornsdurummel, 2 dl. grahamsspeltmel og 1 dl hvedemel)

1/2 tsk. salt

 

Topping:

4-5 økologiske æg

En pakke bacon

150 g. revet ost

2-3 spsk. purløg

2-3 spsk. forårsløg (4 forårsløg)

2-3 spsk. bredbladet persille

Salt og peber

 

Opløs gæren i lunkent vand. Bland mel, hørfrø, speltflager, olie og salt og ælt i cirka 10 minutter. Lad dejen hæve i 20 minutter.

 

Mens dejen hæver, steger du baconen. Hak den bagefter i mindre stykker. Vask og hak purløg, persille og forårsløg.

 

Rul dejen tyndt ud til en cirkel og bag bunden i ovnen på 200 grader i 2-3 min. Herefter kommes der revet ost og bacon på. Slå æggene ud.

 

Bag pizzaen i ca. 10 min. indtil bunden er gylden, osten er smeltet og æggene er færdige. Jeg kan bedst lide mine æg blødkogte, men hvis man er mere til hårdkogte, så giv den lidt længere tid i ovnen.

 

Drys purløg, persille og forårsløg over pizzaen, krydder med salt og peber og server evt. med lidt chili sauce.