Brændte mandler

december 8, 2012 at 14:43

Jeg elsker brændte mandler, så da jeg så en opskrift til at lave dem selv, så tog det ikke mange splitsekunder inden jeg havde fået købt en pose mandler. Alt man skal bruge til at lave brændte mandler er nemlig mandler, sukker og vand! Totalt nemt og virkelig hyggeligt!

 

Brændte mandler:
200 g mandler
2 dl sukker
1 dl vand

Evt. lakridspulver

 

Kom sukker, vand og mandler i en gryde og varm det op til kogepunktet. Skru lidt ned, men lad massen blive ved med at koge. Rør rundt engang imellem. Massen skal koge noget tid, inden der begynder at ske noget.

 

Når massen har stået lidt, begynder den at ændre konsistens og bliver tykkere. På et tidspunkt er det som om sukkerlagen ‘smuldrer’. Her er et vigtigt, at du rører konstant indtil sukkeret sidder fast på mandlerne. Når mandlerne er færdige kommer der ‘knæk’-lyde fra dem, der indikerer at alt væde er fordampet.

 

Når de brændte mandler er færdige, hældes de ud på et bagepapir. Lad mandlerne køle lidt af, inden du skiller dem ad.

 

Opbevar de færdige brændte mandler i en lufttæt beholder.

 

TIP!

Hvis man godt kan lide lakrids, så kan man også drysse lidt lakridspulver over mandlerne. Selvom jeg er lidt imod dillen med at putte lakrids i desserter og mad generelt, så synes jeg faktisk, at den version af brændte mandler jeg lavede med lakrids smager godt. Men jeg synes stadig, at den traditionelle version er bedst.