Tre tudeture

November 18, 2017 at 08:04

Benny, Marokko, Tamghart, strand

Gadehund, Marokko, Morocco

Tamghart, Marokko, Morocco, gadehund

Det er verdens nok dårligst holdte hemmelighed, at jeg elsker hunde. Inden den ældste og jeg drog til Marokko advarede jeg ham jokende: ‘Du ved godt, at jeg kommer til at græde over gadehundene, ikke?’. Han nikkede sammentyggende.

 

Allerede den første gang på stranden gjorde en hvid tæve med et sort øre os selskab i vores lille strandlejr, da den stjal et spot under en af parasolerne. Hun var ikke sky, men var dog heller ikke vild med nus, men mine frokostrester og lidt vand gad hun godt tage i mod. På trods af et sår på benet var det klart, at hun havde det godt. Hun var velfodret og helt tam. Min surfinstruktør fortalte, at alle hundene er øremærket og vaccineret, og at de passer godt på hundene i området.

 

To dage efter mødte vi hunden Benny, som jeg døbte ham med det samme (#crazydoglady). Han var mere selskabelig, men gjorde en dyd af at rende over på alle andres tæpper end dem (læs. mig), der kaldte sødt på ham. ‘Act mean, keep them keen’ sagde den irske fyr fra vores gruppe og grinede. Det var Bennys stil. Jeg begyndte at tvivle på min hundetække.

 

På vores fjerde dag er vi kun lige ankommet på stranden og jeg har netop pakket mit håndklæde ud og hoppet i min våddragt, da verdens gladeste tæve pludselig står foran mig. Jeg indbyder til klap og nus og et slidtsekund efter har hun nærmest omfavnet mig i et kram med poterne på mine skuldre, mens jeg får møs i hele ansigtet. ‘Endelig får jeg den kærlighed jeg fortjener’ udbrød jeg og mine surfvenner, der havde luret min hundeglæde, grinede bare.

 

Den søde tæve fik jeg desværre ikke navngivet, men fik fornøjelsen af hendes selskab under vores morgenopvarmning på stranden, hvor hun ivrigt løb efter mig og gav rundekys til alle, da vi lå i stranden og stræk ud. Desværre var hun ikke til at se, da jeg kom op ad vandet efter min surflektion.

 

På vores allersidste surfdag kørte vi til Taghazout, som lå 50 min. væk, her blev det hurtigt tydeligt, at hundene slet ikke havde det lige så godt, som på surfcampens nærtliggende strande. De var tynde, udbenede og virkelig sky. Selv med mad i hånden kom de ikke helt tæt på. Kun en ud af fem lod mig fodre den med hånden og klappe dem lidt, men den var stadig konstant på vagt og for sammen, hvis nogen bevægede sig bagved den. En af surfinstruktørerne fortalte, at de unge drenge slår dem med pinde og smider sten efter dem. Mit hjerte sank.

 

Jeg brugte resten af eftermiddagen på at dele min frokost og vand med de forskellige hunde, og jeg bandede over, at jeg ikke havde taget mere mad med. Som de sidste ting bliver båret op til bilerne og vi er ved at gøre klar til at køre hjem, er jeg blevet så fortrolig med en af hundene, at jeg kan klappe hende helt stille og roligt. Jeg får et blik, vi skal afsted og pludselig kan jeg mærke en knude i halsen. Der er ikke noget at gøre, det er tåre. Jeg blev bare så trist over de forskræmte, sultne hunde, at jeg ikke kunne holde dem tilbage. Hele køreturen tilbage til surfcampen trillede tårerne stille ned ad mine kinder.

 

Den aften vil jeg fortælle historien om til nogle surfvenner, da jeg bryder sammen i en klassisk Kathrine-blanding af tåre og grin. Jeg bliver trist bare af at fortælle om hundene på stranden og min køretur hjem, men samtidig kan jeg godt se, at det er helt væk at hyle over en flok hunde på stranden. Men jeg kan ikke lade være, jeg griner og græder i et væk. Folk omkring mig kigger med en blanding af morskab, forundring og bekymring.

 

Morgenen skal vi afsted til Marrakech og jeg har netop sagt farvel til selvsamme surfvenner og er generelt lidt trist over at skulle forlade smukke Tamghart, campen og dets søde mennesker. Jeg er kun kommet ned ad trappen til surfcampen, da den søde tæve fra nogle dage i forvejen pludselig står foran mig. Jeg falder på knæ og lader hende hoppe op, hun placerer igen sine poter på mine skuldre, som i et kram og giver mig våde møs i hele ansigtet. Jeg tudbrøler på det her tidspunkt. Jeg har fuldstændig tabt sutten. Jeg er udmattet i krop og hoved, øm om hjertet og pludselig dybt ulykkelig. Tårerne vælter ud af hovedet på mig, der er ingen måde at stoppe det på. En af mine favorit-instruktører kommer op til mig, tager mit ansigt i sine hænder og siger: ‘Don’t cry, you come back. You promised’. Jeg hulker sammentyggende: ‘Yeah, I’ll be back’. Da jeg går over mod taxaen, som skal køre os til busstationen, springer hunden begejstret efter mig og selv da jeg sætter mig ind, løber hun glad rundt om bilen og springer op. Mit hjerter eksploderer af forskudssavn. Til den livsglade hund, mine nye surfvenner, de søde ansatte og instruktører på campen, landsbyen, surflivet. Det hele.

 

Det var først sent den aften i Marrakech, da vi er ved at være færdige med vores dejlige hammam og massage, at jeg endelig for kontrol over mine følelser og stopper med spontant at græde. Jeg har sjældent følt mit hjertekammer så tungt og tomt på en og samme tid. Jeg følte alt på en gang; Fyldt til renden med nye, dejlige minder, øm i armene, søvnunderskud efter max. 5-6 timers søvn hver nat, glad over nye mennesker, der havde kommet ind på livet af mig, ked af netop at have sagt farvel, høj ovenpå flere dages oplevelser og sjov og gennembanket i hele kroppen.

Strandhund, Marokko, Tamghart, gadehund

Benny, Marokko, Tamghart, strand

I øvrigt…

November 17, 2017 at 07:57

Sort Kaffe og Vinyl, croissant

  • var jeg kun lige gået i seng, da jeg hørte et kæmpe brag og glas der blev knust.
  • troede jeg i et kort sekund, at det var mit stuevindue.
  • for jeg ud ad sengen og ledte efter det par briller jeg ellers aldrig bruger.
  • fandt jeg dem og løb ud af gaden.
  • så jeg straks, at min nabo-kaffebars rude var smadret og der lå glas over alt.
  • løb jeg ind efter min telefon, da min overbo kom løbende ned.
  • fik vi ringet til ejeren, politiet og fejet glasskårene til siden.
  • tog det noget tid før jeg kunne sove ovenpå den forskrækkelse.
  • tog Frank det meget roligt.
  • inviterede jeg ham dog med op i sengen til post-indbrudsforsøgs-forskrækkelse-putning.
  • er Frank i skrivende stund i pasning hos min kollega.
  • flyver jeg nemlig til Amsterdam i dag.
  • skulle jeg derfor lige vaske tøj i går aftes.
  • kom jeg ud ad vaskeriet med alt mit tøj, da jeg kom i tanke om mine nøgler.
  • lå de ovenpå en af tørretumblerne og jeg stod nu udenfor.
  • løb jeg over til næstennaboen og lånte min ekstranøgle.
  • tænker jeg tit på, om jeg ville kunne glemme mit barn en dag.
  • håber jeg virkelig aldrig næstennaboen flytter fra gaden.
  • ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende.

Solo-turen går til….

November 16, 2017 at 10:48

Den var svært. Virkelig svær faktisk. Jeg var mest forelsket i Sri Lanka, fordi øen bare virker mindre turistet og uspoleret. Et sted du bør besøg inden alle andre får øjnene op for det. Rigt dyreliv, vilde elefanter, smukke bountystrande og masser af kulturarv. Men, og det er et stort men, det virker heller ikke som om Sri Lanka er det mest oplagte sted som kvindelig solo-rejsende. Selvom alle steder jeg læste, skrev kvinder, der havde rejst rundt på egen hånd, at det var helt fint, hvis bare du tænkte på x, z og y. Lad være med at gå rundt i shorts og stropbluse, tag en vielsesring på, så du kan sige, at du er gift, tag hellere offentlig transport end taxaer alene, men forbered dig på mange mennesker, så sæt dig tæt på chaufføren eller en lokal, kvindelig medpassager, så du undgår at blive ufrivilligt taget på. Det er sikkert helt fint at bevæge sig rundt på egen hånd med de forholdsregler, men de gjorde bare, at jeg på forhånd vidste, at det ville gøre mig utryg.

 

I forvejen er det første gang i 7 år, at jeg skal rejse alene til et sted, hvor jeg ikke kender nogen, og det i sig selv er stort nok. Jeg har ikke brug for at være bekymret før eller under min rejse for min sikkerhed. Der er helt sikker masser af andre ting jeg kan bekymre mig om i stedet, man er vel en overtænkende type.

 

Så valget faldt på Bali! En uges surfcamp og en håndfuld dage efter og et par før. Jeg er stolt af mig selv. Sgu. Jeg har drømt om et eksotisk vintereventyr i årevis og nu gør jeg det. Det var også lidt det, der gik op for mig, da jeg skrev det her indlæg sent i forgårs. Jeg er selv ansvarlig for at opfylde mine egne drømme, jeg skal gøre mig selv glad først, og jeg synes godt nok, at jeg er ved at være god til det. Jeg havde ikke drømt om at tage på sådan en tur alene for 3 år siden. Jeg skal nok få kolde (rejse)fødder, men jeg kender også mig selv, jeg kommer ikke til at fortryde min beslutning. Og hvem ved måske bliver jeg så glad for solorejse-konceptet, at jeg har mod på Sri Lanka næste gang. Ellers finder jeg en sød veninde at tage med!

 

Bali – vi ses om to måneder!