Jeg har taget en stor beslutning!

november 14, 2018 at 14:17

Surfing, Ericeira, Portugal

Jeg har taget en stor beslutning! Eller rettere – jeg har taget en lang række af store, mellem og små beslutninger, men de startede alle sammen med én beslutning.

 

Da jeg var i Ericeira i sommer hørte jeg pludselig mig selv sige: ‘Jeg vil bo her nogle måneder til næste år’. Jeg må have følt sensationen, idet ordene fløj ud ad munden på mig, men da jeg havde sagt det, vidste jeg, at en beslutning var taget. Jeg vil til Portugal, nærmere bestemt Ericeira, og bo i en længere periode end en ferie. Til at starte med hed idéen fra maj til juli, så blev den til april til august og nu er jeg nærmere et sted, hvor jeg vil være i Ericeira hele surfsæsonen, som løber fra marts til november.

 

Hvad så med dit job, tænker du måske? Det er en længere fortælling. Fordi mit nuværende job egentlig ikke kræver andet end en internetforbindelse og min MacBook, så har min chef og jeg adskillige gange snakket om, at jeg har muligheden for at arbejde fra et andet sted i verden end lige København nogle måneder. Så det var oprindeligt min plan; at tage mit stabile, velkendte job fra Danmark (med dansk løn ikke mindst) med til Portugal, så jeg kunne arbejde i hverdagene og surfe om aftenen og/eller i weekenderne. Men står blev der foretaget nogle ret drastiske ændringer med min stilling og samtlige af mine yndlingsopgaver blev taget fra mig og jeg blev efterladt med en primær arbejdsopgave, der ikke giver mig nogle former for energi, glæde eller udfordring. (Deraf de adskillige indlæg om lige at skulle finde mig selv ovenpå alt for meget tankemylder – her og her).

 

Jeg græd og var helt ulykkelig. Jeg snakkede med min fagforening, mine veninder, min søster, mine forældre, min reformerinstruktør og tætte kollegere. Jeg vendte og drejede situationen. Jeg mærkede efter helt ned i maven og fandt frem til, at mit nuværende job i sin nye form, havde jeg på ingen måder lyst til at fortsætte med at lave, og jeg havde slet ikke lyst til at sidde med arbejdsopgaver, der gør mig træt og umotiveret i Portugal. Portugal-planen skulle være min mulighed for at ryste posen og gøre tingene på en anden måde.

 

Hvorfor arbejde otte uger i København, mens jeg tæller dagene til næste surfeventyr, er afsted i alt mellem 1-3 uger og så hjem og vente yderligere otte uger på næste mulighed for at holde ferie? Jeg vil gerne placere mig tæt på gode bølger og sol, så jeg kan øve mig i min yndlingssport, mens jeg nyder alle de andre goder Portugal har at byde på. Egentlig er det en oplagt mulighed for at prøve en helt anden livsstil. Jeg har derfor besluttet mig og sagt mit job op. Jeg kan mærke, at det er den rigtige beslutning, men det efterlader et nyt spørgsmål, som mange allerede har stillet mig (og som jeg naturligvis også har stillet mig selv). Hvis du har sagt dit job op, hvordan vil du så tjene penge?

 

Her er svaret: Det må jeg finde ud af. Ganske enkelt. Det giver ikke nogen mening at søge et nyt job herhjemme, for der er små chancer for, at jeg ville kunne få lov til at arbejde fra Portugal i en helt ny stilling i en ny virksomhed. Så jeg må finde på noget andet. Planen er pt at skrabe så mange penge sammen som overhovedet muligt, inden afrejse, så jeg har størst mulig frihed, mens jeg er afsted. Derudover har jeg oprettet en virksomhed for at få et CVR-nr., så jeg har mulighed for at lave freelancearbejde fra Portugal, som også ville kunne give en lille B-indkomst. Jeg har allerede fundet på en plan for min lejlighed, så den er der næsten styr på, så den ikke er en udgift, mens jeg er væk. Og sidst men ikke mindst, er min plan at arbejde på en surfcamp eller lignende i receptionen mod logi, i hvert fald dele af tiden. Jeg bliver ikke rig af den plan, det er jeg klar over, men jeg har en (overraskende) god mavefornemmelse.

 

Men hvad med Frank? Den er straks værre. Fordi jeg ikke længere satser på at kunne leje en lejlighed for hele perioden og skabe et lille hjem, så kan jeg ikke tage Frank med. Jeg vill 100% helst have ham med mig, det skal der ikke herske nogen tvivl om – og der kommer uden tvivl til at vælte mange tårer ud ad mit hoved på den bekostning. Jeg elsker jo den lille pelsklump så helt utroligt meget. Når det er sagt, så ved jeg, at han vil have det bedst hjemme hos mine forældre med have og sin storebror Ludwig. Han skal ikke udsættes for en potentiel farlig flyvetur (for de fladtrynede hunde er det ikke helt risikofrit at flyve), skiftende rammer og ustabilitet, hvis jeg kan skåne ham for det. Jeg må tænke på hans bedste, og fokusere på, at jeg naturligvis også vil blive fri på en anden måde til spontane ture og sene nætter uden at have dårlig samvittighed eller finde pasning i et nyt land.

 

Et andet spørgsmål jeg også har fået en del er varianter af ‘Hvem er han?’, ‘Er der en sød fyr?’ og ‘Er det et surfbræt eller en sød fyr på en surfbræt?’. Til andre nysgerrige sjæle kan jeg sige, at der er rigtig mange søde, pæne og sjove fyre på surfbrætter. Jeg må skuffe romantikerne derude og glæde pessimisterne, men jeg flytter ikke til Portugal for en fyr. Jeg flytter til Portugal for mig selv – for at prøve noget nyt, leve en anden livsstil, udfordre mig selv, øve min surfing, lære et nyt sprog. For at ryste posen og finde ud af, hvad der gør mig glad.

 

Denne her process startede jo egentlig tilbage på Bali, hvor jeg mødte adskillige, der havde valgt at gøre tingene lidt anderledes, sige deres job op, rejse ud i verden og finde mening et andet sted og på en anden måde. Jeg har længe drømt om at rykke til udlandet for en tid, jeg kunne bare ikke bestemme mig for hvor, hvornår og hvordan. Pludselig, og uventet ikke mindst, blev svaret en lille fiskerby i midten af Portugal.

 

Der er stadig løse ender i planen, men jeg tror på, at det hele nok skal løse sig. Jeg er ressourcestærk og viljefast, og når jeg har sat mig noget for plejer det som regel at lykkedes. Hvis jeg pludselig er fattig og ulykkelig i Portugal, så kan jeg altid komme hjem.

I øvrigt…

november 11, 2018 at 20:10

Frederiksborg Slot, Hillerød, castle, Denmark

  • tilbragte jeg en del af ugen nord på sammen med min søster og niece.
  • bød dagene, foruden babynus og hjemmearbejde, også på smukke gåture om verdens flotteste slot.
  • har jeg haft en pakket, men virkelig rar weekend.
  • har jeg blandt andet været en tur i fitten til mit engang faste Stram Op-hold.
  • bør det blive en fast tradition igen.
  • har jeg også været en tur på landet og set min veninde nye og meget flotte hus.
  • forsøger jeg virkelig at få alt ud af soltimerne de her dage.
  • er jeg ikke kæmpe fan af det bliver så mørkt så tidligt.
  • gik jeg i dag en lang tur med næstennaboen og baby og sugede de sidste efterårsfarver og -lys til mig.
  • fik vi også lige spist årets første julebolle fra Lagkagehuset på vores byvandring.
  • kan jeg kun sige, at hvis du ikke har fået sådan en, så flet afsted med det samme!
  • har jeg endnu ikke fået pakket helt ud fra Portugal.
  • er det bare ligesom om, at nogle ting aldrig ændrer sig.
  • tror jeg, at folk, der pakker ud og vasker alt samme dag de kommer hjem, er psykopater.
  • vil jeg hellere tro det end at der er noget galt med mig.
  • har jeg dog fået vasket alt mit vasketøj i dag.
  • hader jeg virkelig at vaske tøj. Og lægge det sammen bagefter.
  • tror jeg faktisk, at det at vaske tøj er min allermindst yndlings-voksenansvar.
  • ligger og hænger der i skrivende stund tøj alle steder i min lille lejlighed.
  • kommer en god surfven på besøg i næste weekend og jeg glæder mig så meget.
  • er jeg ekstra glad for Frank for tiden og synes, at han er uendelig nuttet.
  • øver jeg mig fortsat i at skære ned på mit forbrug og det går okay.
  • vil jeg gerne skrive mere om forbrug og bæredygtighed herinde.
  • er der faktisk en del jeg glæder mig til at dele med jer.
  • har jeg taget en lidt vild beslutning.
  • kommer der mere om den i næste uge.

Nej tak til julegaver

november 8, 2018 at 09:25

Jul i den gamle station i Ulbølle, juletræ, julepynt

Jeg føler mig lidt som The Grinch Who Stole Christmas, men jeg har bestemt mig. Jeg vil gerne holde en jul helt uden at give eller modtage julegaver. Ingen undtagelser.

 

Idéen blev placeret i mit hoved sidste år, da jeg læste et blogindlæg på Fredes Blog om selvsamme beslutning hun tog for nogle år siden. Sidste juleaften blev sømmet i den kiste for mig. Vi var otte voksne, tre hunde og ingen børn, men der var så mange pakker, at de næsten ikke kunne være under træet. Det var et gaveorgie uden lige. Det var for meget, alt for meget.

 

Som skilsmissebarn har jeg alle år fået – og givet – utrolig mange julegaver. Dertil kommer jeg fra en familie, der elsker at give og modtage pakker. Der har alle dage været gaveregn uanset, hvilken del af familien jeg har fejret jul med. Min liste over folk jeg har skulle give julegaver til tæller forældre, stedforældre, søskende, søskendes kærester, bedsteforældre, stedbedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner og enkelte veninder + disses babyer. Og i de år, hvor jeg også har del af en svigerfamilie tog listen nye rekorder. Det bliver til rigtig, rigtig, rigtig mange gaver. Og penge.

 

Forstå mig ret – jeg elsker faktisk at give gaver. Personlige, fine gaver som jeg nøje har udvalg for at glæde modtageren til en særlig anledning eller små, hyggelige ‘bare fordi gaver’, men julens mange gaver føles hurtigt som et bestillingsarbejde. Indsamle alles ønsker, udvælg en ting eller flere fra ønskesedlen, fordel indkøb mellem søskende (vi har trods alt været kvikke nok til at lette arbejdet ved at slå os sammen som søskende), indkøb julegaver i fysiske butikker og på nettet, pak gaverne ind og sørg for uddeling af pakkerne inden jul (igen skilmissebarn, så jeg har jo ikke holdt jul med 70% af mine julegavemodtagere).

 

Selvom jeg holder af min familie, så giver det mig rundt regnet 0% glæde at styre rundt i Magasin for at finde det rigtige mærke boksershorts til min onkel sammen med resten af Storkøbenhavn eller æske Lego i BR til mine små fætre, mens stressede forældre bakser med hysteriske børn midt i ulvetimen, der ikke kan forstå, hvorfor den bamse de skal købe er til lille Viola og ikke til dem selv. Lige præcis 0% glæde.

 

Julegaveindkøbet er med andre ord blevet et stressmoment og på ingen måder hyggeligt. Jeg kunne godt tænke mig en decembermåned, hvor jeg ikke skal løbe rundt for at nå at få fat i alles gaver og tilmed stå tilbage flere tusind kroner fattigere. Det kan godt være, at jeg ender med at synes, at det er trist juleaften, når alle andre skal åbne pakker og se folks reaktioner på deres gaver. Men jeg tvivler. Alle i min familie er voksne nu og der er dermed langt mellem folk får en gave, der ægte får dem fuldstændig til at ringe af begejstret. Det er bare som om, at en ny termokande eller en sweater fra H&M ikke rigtig frembringer de lykkereaktioner, som en æske Harry Potter-lego eller en ny Barbie kunne engang hos børnene i familien. De utrolig mange pakker betyder også, at folk enten er nødt til at åbne dem samtidigt, så du ikke ser, hvad andre åbner eller at hele seancen tager hele natten.

 

I stedet for endnu et julegaveræs vil jeg gerne have, at min december og juleaften skal handle om noget andet. Jeg vil langt hellere have masser af hyggestunder med dem jeg holder af. Jeg vil gerne flette julestjerner, pynte op i mine lille lejlighed, bage julesmåkager, lave hjemmelavet glögg, gå på julemarked, se de smukke julelys i Tivoli og se julefilm på sofaen.

 

Måske jeg hader det og vil tilbage i julegaveræset til næste år. Nu får vi se.