Surfcamplivet: Tid og tempo

april 16, 2019 at 13:17

Okay, så gik der alligevel en rum tid inden jeg fik sat mig ned og samlet mine tanker her. Det er egentlig fjollet for jeg holder sådan af min lille virtuelle dagbog herinde, det er bare med at få det gjort. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var tiden, der er knap. Faktisk tror jeg nærmere, at det er overfold af tid, der gør, at jeg ikke får noget gjort. Altså jeg har vagter i surfcampens reception 4 timer om dagen 5-6 dage om ugen, oftest fra kl. 17-21, så i praksis har jeg hele dagen fri.

 

Men så er der lige det der surfing, der tager utrolig meget tid, når jeg stadig tager med lektionerne og derfor ikke kan lægge min surfing frit der på dagen, hvor det passer mig bedst. Det kan man i øvrigt heller ikke helt, for vind og vejr spiller en stor rolle i forhold til, hvilket tidspunkt særligt begyndere, som mig selv, bør bevæge sig ud. Derudover gør surfing mig træt som ikke anden sportsform. Jeg kan føle mig helt lam i hele kroppen efter et par dage med surf i streg. Virkelig, virkelig gennemtræt, men på den gode måde forståes.

 

Så manglende tid er ikke en undskyldning, men rettere følelsen af uendelig tid, gør, at jeg bare ikke får sat mig ned ved min computer. Det er seriøst 1,5 uge siden den sidst var tændt. (Godt køb i øvrigt…).

 

Men siden jeg sidst stak hovedet ind og delte en opdatering på surfcamplivet, er der sket meget og utrolig lidt. Jeg er faldet godt til, synes jeg. Jeg er omgivet af søde, sjove mennesker, hvilket jeg kan mærke giver mig masser af god energi og mod på en hel sæson i uvante rammer.

 

Jeg har brugt en del tid på at bekymre mig om jeg nu fik surfet nok i forhold til ikke rigtig at tjene nogle penge (læs. brænde min opsparing af) og bo på en værelse med delefaciliteter. Jeg nåede at nyde knap 3 uger alene på mit værelse, inden jeg fik en roommate. Hun er sød, der er slet ikke noget der, men jeg ville bestemt allerhelst have mit eget værelse. Jeg har bare ikke behov for en fremmed i samme rum, som mig når jeg skal sove, skifte tøj eller lade lidt op i fred. Jeg tænker, at jeg kommer til at skrive lidt mere om de tanker og overvejelser snarest.

 

Men altså jeg er overvejende meget glad for at være i Ericeira, jeg er så småt ved at have styr på en del af processerne og opgaverne i receptionen, på trods af utrolig spartansk oplæring, jeg gør fremskridt i min surfing, jeg har mødt en masse søde mennesker, haft nogle gode aftener ude og hjemme på campen og jeg trækker vejret dybt i maven hver dag og giver mig selv et mentalt klap på skulderen over, at jeg rent faktisk gjorde det.

 

Jeg er kommet helt ned i gear, og føler derfor også, at jeg nogle dage slet ikke kan svinge mig selv op til noget som helst. Min britiske kollega og jeg kojede forleden om, at hernede føles en tur til supermarkedet og et opkald hjem til, som et fuldt legitimt dagsprogram. Men i dag har jeg besluttet mig for, at jeg skal have ordnet lidt life admin – rette i min forskudsopgørelse, svare på nogle mails, betale en regning, ringe tilbage til nogle mennesker derhjemme og skrive det her indlæg færdigt, hvilket sjovt nok var den ‘opgave’ jeg gik i gang med først.

 

Nu er der ikke mere for denne gang, de mere kedelige to-dos kalder og dernæst en surflektion (yay!). Forhåbentlig går der ikke lige så lang tid, inden mit næste indlæg.

Surfcamplivet: Min første uge i Portugal

marts 31, 2019 at 21:50

Jeg blinkede med øjene og så var den første uge gået. Kæmpe kliché, men ikke desto mindre, sandt. Det har været dejligt, sjovt, overvældende og følelsesbetonet at vende tilbage til Ericeira, denne gang som ansat, ikke gæst. Meget er det samme, men meget er også anderledes.

 

Som jeg skrev mandag aften, træt, udkørt og følelsesmæssigt udmattet, så var det hårdt at tage afsked med særligt Frank. Hold op nu, hvor havde jeg ondt i hjertet de første dage, men som jeg fik indhentet ugers søvnunderskud og fik fundet lidt rutiner i mit nye liv her i Portugal, er savnet kommet lidt på afstand. Heldigvis.

 

Allerede mandag blev jeg modtaget af høj sol og omkring 25 grader. Jeg måtte knibe mig selv lidt i armen. Sommer i marts?! Vejret har faktisk holdt siden da, men eftersigende skulle en storm ramme område på onsdag så uvejr og store bølger er på vej. Det gør mig endnu mere taknemmelig for min varme velkomst. Det samme kan siges om velkomsten fra mine nye kollegaer på surfcampen. Jeg er blevet taget så varmt imod af både dem jeg kendte i forvejen og nye ansigter. Det føltes rigtigt med det samme.

 

Planen var egentlig ikke, at jeg skulle starte med at arbejde før d. 1. april, men fordi alting hele tiden ændrer sig her i Portugal, så har jeg allerede haft mine første vagter i receptionen, er blevet introduceret til bookingsystemet (som er på portugisisk!) og alt muligt andet, der hører til livet på surfcampen. Billedet er i øvrigt fra mit nye kontor, eller rettere receptionen på surfcampen, som min søde veninde Jenni fra sidste sæson, kom forbi og tog for at dokumentere min første dag på nyt job.

 

På grund af vagter i receptionen og/eller surflektioner, der var helt fyldte, så jeg ikke kunne komme med ud og surfe før i går. Jeg var nået at blive helt nervøs. Jeg har en drøm om fire surfs per uge, så udsigten til potentielt ingen i min første uge slog mig ud. Når vind, vejr, arbejdstimer og fyldte surflektioner alt sammen skal gå op i en højere enhed førend jeg kan komme med ud, så føltes det pludselig lidt for svært. Heldigvis vendte mit surfheld i går – og jeg kom ud på min første surflektion i seks måneder. Og i morges fik jeg endnu en mulighed for at komme ud og pladske rundt. At sige, at jeg var begejstret, er en underdrivelse. Den lykkefølelse jeg får, når jeg kæmper mod elementerne og mig selv ironisk nok, men alligevel sejrer og fange bølgen helt selv, er ubeskrivelig. Den største lykkerus.

 

Jeg ved, at min tid her vil byde på (endnu flere) op- og nedture, men hvor føles det bare rigtigt. Jeg er så ufattelig glad for min beslutning om at sige mit job op og tilbringe en hel sæson i smukke Ericeria. Jeg er så taknemmelig for, at min far og stedmor har ladet mig bo derhjemme for at spare flere penge sammen til mine måneder i Portugal og ikke mindst tager sig kærligt af min lille hårbolle.

 

Nu er min plan at komme endnu mere ud og surfe, så jeg kan blive god nok til at øve mig på egen hånd. Hvem ved måske jeg skal investere i et surfbræt inden sæsonen er ovre? Indtil da øver jeg mig glædelig på mit lånte softtop.

Det sværeste farvel

marts 25, 2019 at 21:53

Jeg blev aldrig færdig med det her indlæg inden min afrejse. Jeg kunne simpelthen ikke få ordene ud. Tiden var ikke til det og tårerne pressede sig på (og flød over) hver gang jeg forsøgte. Nu prøver jeg igen.

 

Jeg kunne skrive om mange ting i dag af alle dage, men jeg vil skrive om det der har fyldt allermest de sidste mange uger. Det sværeste farvel.

 

Efter ugers optakt, nej rettere måneders, for forskudssavnet startede, da jeg lukkede døren til min lejlighed på Vesterbro og drog til Nordsjælland med Frank under armen. I dagene op til lejligheden skulle overdrages, trillede tårerne ned ad mine kinder, fordi det føltes som om jeg allerede der mistede min hverdag med Frank. Det gjorde jeg på sin vis også, han er blevet luftet mest af mine forældre sammen med deres hund, mens jeg har pendlet med tog frem og tilbage hver dag. Han har fulgt trofast efter min stedmor, fordi hun ved, hvor maden OG gufferne er og lufter ham dagligt, så jeg er blevet sekundær i hans liv. Jeg har savnet ham i de sidste to måneder. Men ikke så meget som jeg gør lige nu.

 

I dag var dagen jeg har gruet for. Mit farvel til Frank, det sværeste farvel af dem alle. Jeg har naturligvis også glædet mig og været spændt på alle de rigtige måder, men hold nu op, hvor har der bare vokset en knude i min mave. Frank, der normalt sover i mine forældres soveværelse sammen med deres hund for nattefredensskyld, sov i nat hos mig. I min seng endda. Han var eksemplarisk. Han vidste, at der var noget i gære. Han sov sødt og roligt og uden at skulle hen og krase på døren, fordi han skulle se, hvad Ludwig mon lavede kl. 2.17 om natten. I nat var han naturligvis en sand engel, bare for at vise mig, hvad jeg går glip af, mens jeg er i Portugal.

 

Det sidste dage har han fulgt mig ekstra tæt og set observerende til, som jeg har hevet kufferterne op fra kælderen. Han har ligget med hovedet på mine bunker af tøj og kigget på pakkeprocessen med sine store sorgmodige øjne. Han har sprunget op på mit skød og seng, så snart chancen har budt sig og i det hele taget været ekstra nuttet.

 

Det virker uden tvivl helt kakkelak, hvis du ikke selv er hundeejer, men jeg elsker Frank mere end nogen anden. Den lille hårbolle er mit et og alt. Han er min tro følgesvend og kommer til at mangle hans vilde velkomst, våde mopsemøs og hyggelige snorkelyde hver dag.

 

Hvis han bare vidste, hvor hård en beslutning det har været at rejse fra ham. Jeg håber savnet bliver mindre intens, som jeg vender mig til min nye hverdag og liv her. For lige nu har jeg mest af alt lyst til at flyve hjem og hente ham.