Efterårsmode: Rust på hjernen

oktober 17, 2018 at 21:05

Kjoler, brændte nuancer, rustfarvet, kanelfarvet, efterårsmode

// Kjole med knude fra Topshop // Slå-om kjole fra Realisation Par  //

// Prikket og stribet skjortekjole fra Stine Goya //

// Top fra Stine Goya (på udsalg) // Prikket bluse fra Topshop //

// Bukser fra Stine Goya (på udsalg) // Kjole fra Moves by Minimum // Prikket kjole fra Topshop //

 

Der var været lidt trykket stemning herinde de sidste par uger, og selvom bloggen bestemt er, og vil fortsætte med at være, min personlige ventil, hvor jeg kan dele, analysere og reflektere over, at det der går og optager mig i min hverdag, så et andet mine øvrige mål med bloggen også være at inspirere andre.

 

Vi behøver ikke at bringe Sherlock Holmes på banen for at se, hvor jeg trækker min inspiration fra de her dage – brændte, varme efterårsnuancer er alt jeg tænker på (altså foruden alt tankevirksomhed, der ikke er dedikeret til efterårsmode). Jeg er blevet helt besat af særligt den skønne rust-farve, som den ellers så uskønt hedder. Kombinationen med prikker gør den endnu mere uimodståelig i min bog. Ej, hvor jeg synes det er pænt. Jeg købte faktisk det fineste sæt, da jeg var i Portugal, lange, løse bukser og en oversize top med bindefunktion foran, i den fineste rustfarve og hvide prikker. Jeg elsker det!

 

Slå-om eller wrapkjolen fra Realisation Par købte jeg sidste sæson (sidst set her) og kjolen fra Topshop er jeg kommet til at bestille hjem efter jeg så den på min altid sygt smarte grandkusine, under påskud, at jeg manglede en kjole til mine forældres sølvbryllupsfest i den kommende weekend. Hvis andre skulle fristes af selvsamme kjole, vil jeg lige sige, at den er lidt lille i størrelsen og stoffet giver sig ikke, så jeg havde seriøse problemer med at komme ud af den i størrelse 36 og den røg derfor retur og jeg fik bestilt en 38 hjem i stedet.

 

Umiddelbart mangler jeg derfor ikke mere tøj i hverken rust og med prikker, men hvis jeg gjorde, så gad jeg altså virkelig gerne have den fine skjortekjole med både striber og prikker fra Stine Goya.

Jeg er ikke okay

oktober 13, 2018 at 20:21

Solnedgang, Ericeira, Portugal

Jeg er modløs, men motiveret.

Jeg er træt, men skarp.

Jeg er såret, men stærk.

Jeg er forvirret, men klar.

Jeg er stresset, men rolig.

Jeg er opgivende, men fokuseret.

Jeg er usikker, men selvsikker.

Jeg er forsvarsløs, men kampklar.

Jeg er bange, men modig.

 

 

Jeg er ikke okay, men det bliver jeg igen.

 

Jeg skal bare lige over på den anden side

oktober 5, 2018 at 08:00

Solnedgang

Jeg har vel rigeligt på min tallerken for tiden (læs. alt, alt for meget). Mellem en uendelig liste af opgaver på mit arbejde, uklarhed om min fremtid, adskillige praktiske (og upraktiske) gøremål inden barnedåb og sølvbryllup i min familie, min kommende tur til Portugal (hvor jeg i øvrigt er nødt til at arbejde det meste af tiden), mit sociale liv og træningsambitioner, viser min krop nu flere tegn på, at det er ved at være for meget.

 

Normalt er jeg velsignet med et rigtig godt sovehjerte, så et tegn på, at jeg har for meget at se til, er når mine søvnmønstrer ændrer sig. For tiden har jeg svært ved at falde i søvn om aftenen, jeg vågner tit midt om natten, midt i en tankestrøm, og vågner igen inden mit vækkeur med hovedet fyldt af tanker. Det er på trods af, at jeg er så smadret om aftenen, at jeg ikke orker at være social og næsten ikke kan holde mig vågen til kl. 21, men alligevel ikke kan sove, når jeg så ligger i min seng.

 

Det føles fysisk anstrengende at trække vejret helt ned i maven, mine øjne har svært ved at fokusere i længere tid ad gangen, jeg har hovedpine dagligt, min ellers super regelmæssige cyklus er gået helt i kuk, min krop reagerer voldsomt på koffein og sitrer nærmest og det føles som om mit hjerte slår dobbelttakt, men ude af takt, hvis det overhovedet giver mening?!

 

Som typen, der kan udsætte behov og gemme følelser væk i uhyggelige tider, forsøger jeg at rydde op i alt det der fylder; prioritere, uddelegere og ikke bare skubbe alt foran mig. Derudover gentager jeg for mig selv, at det hele jo nok skal løse sig. Der er en løsning på alt. Der er bare meget lige nu, men om et par uger burde alt være meget overskueligt. Jeg skal bare lige over på den anden side…

 

Jeg skal bare lige over på den anden side.

….

Jeg skal bare lige over på den anden side.