En sød idé: Sukkerknalder og komplimenter

May 26, 2017 at 09:11

Sugar cubes, noter

Sugar cubes, noter

Sugar cubes, noter

Jeg vil gerne dele en sød idé med jer, som jeg prøvede på en arbejdstur i Barcelona sidste uge – Sugar cubes. Eller sukkerknalder. Konceptet er simpelt; Der blev hængt en konvolut for hver person med deres navn på rundt i konferencerummet og så havde vi dagen til at skrive en besked til hver af vores kolleger i teamet.

 

Det måtte være noget personligt, noget mere privat/venskabligt eller noget helt tredje. Reglen var bare, at du skulle tilkendegive dig selv og skrive dit navn på dine sedler, så du skulle ligesom kunne stå på mål for, hvad du skrev. Ingen hemmelige kærlighedserklæringer eller ‘du er en lort’-beskeder. Sødt og kort.

 

Der var en til regel, vi måtte først kigge på dem, når vi var på vej hjem igen. Jeg har så smadret lørdag, da jeg endelig nåede op til Slottet efter en alt for sen bytur, en tidlig alarm, et fly hjem kl. 10.25, metroen til Nørreport, forsinkede S-tog nord på (skulle op og hente Frank) og så blive hentet på stationen, at jeg fuldstændig havde glemt alt om den lille konvolut med mit navn på i min kuffert indtil tirsdag efter job. (Nej, jeg havde stadig ikke pakket ud…Apropos at være gennemtræt og i energiunderskud).

 

Som jeg skrev tidligere på ugen, har jeg været underdrejet på det sidste. En kombination af, at jeg ikke har været hjemme en eneste weekend i maj, rejst en del, været frustreret over min skinnebensbetændelse og ikke kunne træne, som jeg gerne vil, dumme beslutninger tager over hovedet på mig på jobbet og bare et lavt energiniveau og en følelse af underskud, har efterladt mig trist. Derfor faldt mine kollegeres søde ord på et ekstra tørt sted. De gjorde mig glad, rigtig glad faktisk. Jeg blev langt gladere for de små sedler end jeg kunne have forestillet mig. Af samme årsag delte jeg nogle af dem på Insta Stories og gav opfordringen videre til, at andre skulle genbruge idéen på jobbet selv eller bare skrive en sød besked til en kollega, ven/veninde, familiemedlem eller kæreste på en post-it og lægge den til dem. De vil helt sikkert blive glad – og hvem ved, måske de falder på et ekstra tørt sted? ❣️

 

Dagen efter vågnede jeg op til en besked på Instagram, en gammel folkeskoleveninde havde set mine videoer og tænkte, at hun ville sende mig en insta post-it med nogle søde ord. Det er sitme sødt!

Sugar cubes, noter

Sugar cubes, noter

Sugar cubes, noter

Sur træningstype

May 25, 2017 at 17:53

Træning

Okay, på billedet ser jeg måske ikke ligefrem sur ud, men jeg havde ikke lige et surt træningsbillede liggende, men jeg er altså sur. Ikke sådan alvorligt vred, men mere irriteret sur, fordi jeg hele tiden synes, at jeg får nye træningsskader. Og jeg synes, at det er uretfærdigt, når jeg nu bare gerne vil træne fast, øge intensiteten, blive stærkere og endelig er i en rigtig god rutine, hvor jeg føler, at min træning er en glæde og ikke en sur pligt.

 

I de sidste par måneder har jeg præsteret at forstrække noget i min arm på et hold (som gjort sygt ondt), haft ret så ondt i min forfod, været øm i og omkring knæet og forstrukket noget i min skulder. Jeg har alt i alt været rimeligt hårdt ramt, synes jeg.

 

Og for at gøre det endnu mere ynkeligt, så døjer jeg for tiden med skinnebensbetændelse, eller skedebetændelse, som jeg er ynder at kalde det, fordi min hjerne ikke vil huske den rigtige kombination af skinne, sene, hinde, skede, betændelse. Som i det kan den åbenbart slet ikke magte. Så nu siger jeg skedebetændelse, fordi det er sjovt. Jeg er i mange henseender en smule snerpet og sådan ‘ej, det sagde du bare ikke’-agtig, men andre gang er der en sømand, der har været til søs for længe inden i mig, som taler ud af min mund. Og sømanden i mig synes, at det er utrolig morsom at sige skedebetændelse hele tiden.

 

Særlig sjovt var det, da jeg fornyligt skulle sætte mig på vores højstole til frokost, bedst som min mandlige kollega, der ikke kendte noget til mit dumme skinneben, kom hen til bordet, og jeg udbrød højlydt: ‘Av, min skedebetændelse’, idet jeg satte mig op. Han så temmelig forkert ud i ansigtet, men valgte ikke at spørge nærmere ind til, hvilken betændelsestilstand jeg mon refererede til, haha! Det er lidt for meget og alligevel lige tilpas.

 

Heldigvis kan jeg grine lidt over mig selv og min ‘skedebetændelse’, nu den også gør mig sur. Det har indtil for en uge siden kun gjort kortvarigt ondt i små jag, hvis jeg lige fik strukket benet på en særlig måde, men nu er følelsen af ubehag i benet mere eller mindre permanent og det brænder hele vejen op langs mit skinneben. Jeg er så småt ved at anerkende, at det nok ikke bare går i sig selv, hvis jeg træner som fortsat.

 

Selvfølgelig er de hold og den træning jeg bedst kan lide netop den jeg bør undgå; Ingen hårde stød i benet (så ingen LatinMix eller Puls/Styrke med mange cardio-øvelser på hårdt underlag) og ingen løb. Røvbanan!

 

Så derfor er jeg altså lidt en sur træningstype (og typen jeg normalt ville tænke burde tage en f-ing slapper, hvis jeg hørte nogle brokker sig over ikke at kunne træne). Jeg har bare (gen)opdaget, at træning er terapi for mig, det giver mig ro i hovedet, gør at jeg sover bedre, har mindre ondt i min ellers dumme arm og jeg generelt har mere overskud. En anden sidegevinst er, at min krop er mere tonet og klar til shorts og bikini end uden regelmæssig træning. Det er ikke rigtig en mulighed, eller noget jeg har lyst til, at droppe træningen eller holde helt pause.

 

Det går mig på, særligt i en tid, hvor jeg virkelig har brug for luft til hovedet og den ro en tur i fitten giver mig, at jeg ikke bare kan give den gas. Og så synes jeg, at det er ekstra dumt, nu jeg så gerne vil træne så meget som muligt. Men jeg tog alligevel en voksen beslutning om ikke at tage til LatinMix i går aftes eller Puls/Styrke i morges, som jeg ellers var tilmeldt, men i stedet give mit ben lidt ro. I de næste par uger må jeg lave yoga, styrketræning (mave og arme) og undlade at banke mit stakkels ømme skinneben hårdt ned i jorden.

 

Kryds lige fingre for, at lidt ro kommer det til livs! Og send gerne alle tips og tricks mod seneskedehindebetændelse* min vej! 🙏🏻

 

*Jeg måtte endnu en gang google det for at komme frem til den rigtige kombination. Hvad sker der for min hjerne?!

For meget i hovedet og for lidt i fingerne

May 23, 2017 at 16:00

Solopgang på Vesterbro

Sådan har jeg det de her dage. Jeg har for meget i hovedet og for lidt i fingerne. Jeg kan simpelthen ikke finde energien eller tiden til at skrive herinde, og det er dumt, for særligt, når jeg har for mange tanker og bekymringer ræsende rundt i hovedet, så giver det mig fokus og ro at skrive det ned. Tage det hele lidt oppefra og ned og finde frem til, hvad det rent faktisk er der driller.

 

Et delelement er bare det faktum, at jeg endnu ikke har været hjemme en weekend i maj og bare er godt gammeldags udkørt og træt. Jeg kører lidt på pumperne. Jeg får ikke se de mennesker jeg gerne vil, tage telefonen og ringet eller planlagt noget sjovt, fordi jeg bare har rigeligt i hverdagen. Op, hundeluft, arbejde, hundeluft, træning, indkøb, aftensmad, genopladning på sofaen, hundeluft og i seng. Der er bare ikke så meget overskud i hverdagene, når weekenderne er totalt fyldt op med fester, (arbejds)rejser og sociale begivenheder.

 

I den kommende weekend er jeg heller ikke hjemme, men dog bare på Slottet, hvor jeg hjælper den mindste med at passe stor hund (+ min egen lille vug), mens Slottets øvrige residenter er på Island. Jeg har lige en housewarming fredag, men ellers håber jeg sådan på godt vejr, så jeg bare kan ligge i haven med en god bog, gåture med hundene i skoven og få genopladet batterierne. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg godt kunne se, at jeg ikke kunne presse en konfirmation i Nordjylland ind i ugen også og fik meldt fra. Det skal jeg blive bedre til generelt. Det med at sige fra. Det er også et delelement i, hvad der trætter mig for tiden.

 

Jeg er begyndt helt at glæde mig til juni. Jeg tænker, at der vender min træthedstendens og jeg kan gå sommeren i møde med fornyet energi. Jeg har en ukuelig tro på, at den dato eller tidspunkt på magisk vis ændrer alt, haha! I virkeligheden starter det nok med en rolig weekend uden for mange planer og så begynder jeg at rydde lidt op i, hvad der ellers rumsterer deroppe. En ting ad gangen. Bare en ting ad gangen.